Thailand - onsdag den 03. februar 2010
Fra Koh Phi Phi til Phuket
Ved første øjekast, så det ud til, at der var endnu mere lavvandet, end der havde været i dagene før. Det ville betyde, at vi fik svært ved at sejle fra vores Paradise Resort og ind til havnen, for at komme med færgen til Phuket.
Men først stod den på morgenmad. Udbuddet var fint men en af mine favoritter var det friske frugt, der var skåret i bidder. Det var papaya, melon, æbler og ananas. En skål af det med yoghurt ovenpå - evt. med et lille drys corn flakes. Så var det perfekt morgenmåltid.
Jeg havde også fået lidt smag for kød og risretter om morgenen. Det lagde en god bund, så det fik jeg som regel også. Derved kunne jeg undgå toastbrødene, som ikke er det sundeste, især fordi man ofte kommer smør og syltetøj på. Ost ser man sjældent på disse kanter.
Det gik lidt hurtigt med morgenmaden, da vi skulle være klar i vores reception kl. 8. Det var vi, men som forudset, kunne vi ikke sejle. Der var ikke andet at gøre, end at tage den med ro og tænke, at de nok har styr på det...
Kl. 8:20 gjorde de antræk til at ville/kunne sejle, så vi bar vores rygsække ned til longtailbåden, hvor vi blev stuvet noget sammen med 3 andre turister. Så båden var godt fyldt op med mennesker og bagage. Ganske langsomt lagde skipper fra land og han var nødt til at sejle meget langsomt det første stykke tid, for hvis han gik på grund på sten eller koraller, så ville skaden være minimal.
Det lykkes ham at sidde fast en enkelt gang men ikke værre, end han kunne hoppe i vandet og trække båden fri. Herefter gik det fint videre ud mod lidt dybere vand og så kunne der komme lidt blus på motoren.
Ved molen var der lidt kamp om pladsen, idet der kun kunne ligge en longtailbåd til ad gangen, men på det tidspunkt, vi ankom, var der op til 3 både i gang med at læsse turister af. Så skal det blive lidt hektisk, men det gik nu fint med at få os fra borde med alt vores bagage.
Ombord på færgen, hvor vi kunne se, at agterdækket var helt fyldt op med bagage. Vi blev bedt om at gå ud foran på båden, for at aflevere vores bagage der. Det viste sig at være fint for os, for så kunne vi også få en plads ude i solen.
Langs bådens side var der en gangbro, som vi satte os på rad og række på. De sidste passagerer hastede ombord og vi lagde fra med ca. 10 minutters forsinkelse.
Efter ca. 5 minutters sejlads fra havnen, stoppede båden for at tage passagerer med på båden fra Krabi. Det var de gæster, der skulle helt fra Krabi til Phuket.
Så sagde vi pænt farvel til Phi Phi øerne. Et dejligt sted men jeg tror, at vi har set det så meget nu, at vi ikke kommer her mere. På de 6 år, der er gået mellem vores første besøg og til i dag, er der sket meget. Der er blevet bygget mange nye bungalows, hoteller og andre faste bygninger. Der er ved at være plads til for mange turister og jeg er bange for, at det hele kvæles i turistmængden. Oplevelsen fra Maya Beach med de mange turister vil blive eksponeret op til hele Phi Phi området. De har fået sans for at ville tjene penge og det er fint nok, men det er bare ikke det billede, jeg har af Thailand.
På sejlturen mod Phuket nød vi at sidde på den smalle gang med fødderne ud over kanten, mens vi satte vores fulde lid til, at rækværket nok skulle holde os. Der var basis for at slappe af, mens man kunne mærke skumsprøjtene fra båden sende svalende dråber af havvand op på vores fødder og ben.
I Phukets havn var der samme hektiske aktivitet som alle andre havne. Alle ville gerne fra borde med de samme, så det blev de sædvanlige hektiske minutter med at få bagage og følge strømmen fra borde.
Nu var vi nået til det tidspunkt på turen, hvor vi ikke skulle bo samme sted, som resten af familien. Der var ikke plads på det hotel, som de havde booket. Men vi satte vores lid til, at der var plads i den bil, der skulle hente dem, for vi havde ikke booket transport.
Det var der så ikke. Deres bil havde stort set kun plads til dem selv. Det var ikke en af de sædvanlige Wans, hvor der er plads til 10 mand. Men vi fik stuvet Vibe ind til dem og en ekstra rygsæk. Så sørgede deres chauffør for en ekstra bil til de sidste 3 og vi fulgte pænt efter de andre, bortset fra, at vi lige skulle have benzin på. Det er en mærkelig mani med, at de altid lige skal have tanket, når de har fået passagerer med på både og i biler. Det er som om, de ikke har råd til benzinen, før de kommer tæt på pengene fra turisterne, for det handler vel ikke om, at de synes, at turisterne skal se deres benzinstationer...
I dette tilfælde var der i øvrigt den spidsfindighed, at den unge kvindelige tankpasser startede med at klaske et lille skilt på kølerhjelmen. Det kunne passagererne så kigge på, mens bilen blev tanket. Det var også det sidste, der blev fjernet igen, inden vi kørte. Gad vide, om chaufføren så fik benzinen billigere?
Vi blev sat af ved Salathai - de andres hotel. Vi tog afsked med de andre og aftalte, at mødes til aftenens middag. Vores hotel lå stort set bag ved de andres men det var varmt at gå med oppakningen. Heldigvis var der ingen problemer med at finde frem til hotellet. Her blev vi mødt med en smilende pige, der tog imod vores rygsække, men som desværre ikke havde værelser klar til os - kl. var kun omkring 12 og værelserne ville være klar kl. 2.
Vi fortsatte ind mod byens centrale gade Bangla Road, for at få lidt frokost. Det var en lang tur og vi var ved at koge over alle 4 på grund af varmen. Vi skyndte os ind på en overdækket restaurant, for at få lidt fred fra den bagende sol. Her bestilte vi frokost, mens vi skyllede godt med vand ned.
På den anden side af gaden lå et supermarked med aircondition og her flygtede vi over, efter vi havde spist. Der var noget køligere i supermarkedet og det var lige før, vi kom til at fryse derinde. Her kunne man f.eks. købe et par Lewis bukser til 1300 bath (knap 200 kr.). De var nok ikke helt ægte... Desværre havde de ikke min størrelse, for jeg ville godt have købt et par.
Efter lidt småindkøb, tog vi en tuktuk tilbage til hotellet. Bagagen var allerede bragt op på værelserne og vi kunne slappe af nogle timer i mere tålelige temperaturer. Der var gratis trådløs internet, så vi kunne også få opdateret vores hjemmeside og læst mails.
Kl. godt 6 var vi klar til at forlade hotellet, efter et forfriskende bad. Jeg havde bestilt bord på Sam's Steakhouse på hotellet Holiday Inn Resort. Vi gik over til de andres hotel og var der i så god tid, at vi kunne nyde en cocktail, inden de andre stødte til kl. 7. Det lykkedes at stuve 10 personer ind i en tuktuk og snart gik det gennem gaderne mod Holiday Inn. Undervejs blev vi mødt med sjove blikke og smil, fordi vi var stuvet sådan sammen.
Sam's Steakhouse havde anrettet et fint 10 personers bord til os i et separat lokale. Det var store og fine forhold sammenlignet med, hvad vi var vant til i Thailand. Lokalet var med aircondition og det var lige før, det var for koldt.
Nu skulle vi have bøffer, for det måtte de kunne klare her. Christian satte en forret til livs, inden vi alle kastede os over diverse forskellige steaks. Der var kød fra USA og Australien. Vi fik lært, at tenderloin betyder mørbrad. Det fik Brian og han var godt tilpas med sin mad. Jeg fik Sirloin fra Australien og det smagte også upåklageligt. Der var i det hele taget ikke nogen, der brokkede sig. Ikke før Jette lod Brian smage et stykke af hendes kød. Brian mente, at det var uspiseligt, i forhold til hans mørbrad. Så kunne Jette heller ikke spise mere af det...
Godt tilpasse og mætte forlod vi Sam's Steakhouse. Det havde ikke været billigt men det var godt. Brians mørbrad havde kostet næsten 200 kr. og det samme gav vi pr. flaske vin. Så det var tæt på danske priser. Men det havde været godt og vi havde spist meget billigt indtil nu, så det gik an!
Igen lykkedes det at få os stuvet ind i en tuktuk, for at køre tilbage til Bangla Road - hovedgaden i Patong. Jeg vil ikke sige, at det er en nydelse, at gå gennem Bangla Road om aftenen, men det er helt vildt, så meget gang, der er i den gade. Masser af mennesker og masser af barer og diskoteker, der kæmper om gæsternes penge. Det ene sted spiller højere end det andet, så der er en larm af en anden verden.
Heldigvis behøvede vi ikke blive der særlig længe. Selskabet fra Salathai gik retur gennem gaden, for at tage vejen langs stranden retur til deres hotel. Vi andre fandt en lille sidevej, hvorfra vi kunne slippe væk fra menneskemængden og larmen. Ind langs et åbent diskotek hvor afklædte thaipiger var i gang med at danse på bordene, for at lokke gæster til.
Tilbage på vores guesthouse (Bird Cage Guesthouse) var der mere ro, selv om der lå en bar lige ved siden af. Vi havde ingen problemer med at koble af og finde i seng, efter vi var blevet kølet lidt ned af airconditionen.
Vi havde fået et par værelser lige over receptionen og vi frygtede det værste, for der havde været spillet højt flere gange. Men natten blev meget fredeligt og vi blev kun forstyrret af folk, der vendte hjem fra fest.
